Denne hjemmeside anvender cookies. Læs mere

Resultater

Langhårsklubbens Eksteriørbedømmelse 2021

Langhårsklubbens eksteriørbedømmelse  14. august 2021

Eksteriørbedømmelsesleder: Carsten Lundhøj
Dommere: Gunnar Jensen (ordf.) og Erling Kjær Pedersen
Sekretær: Ida Thyssen

Lørdag d. 14. august i Ejby, var Langhårsklubben vært for et helt nyt tiltag, et eksteriørbedømmelsesarrangement.  Baggrunden for arrangementet var et ønske om at få en dybdegående vurdering af hundene, set ud fra racens jagtlige brug. Dagens bedømmelse var derfor en kvalitetsbedømmelse, helt uden den konkurrence der normalt ligger i en udstilling.

Der var inviteret to meget erfarne dommere, som sammen skulle bedømme de deltagende hunde og komme med en fælles udtalelse. Det er fremadrettet hensigten at en hund der er over 18 mdr. kan nøjes med at deltage én gang, da man bedømmes af to forskellige dommere som det kræves for avlsgodkendelse. Det vil blive taget op som et punkt på generalforsamlingen.

Da det var første gang arrangementet skulle afholdes måtte der improviseres og rettes til. I fællesskab fik dommere og klub skabt rammen for den fremtidige eksteriørbedømmelse ud fra Langhårsklubbens ønsker.

Vi var 6 deltagere på dagen, heraf var 2 med unghunde under 18 mdr. Vi var spændte på hvordan det ville adskille sig fra de almindelige klub og DKK udstillinger.
Den mest slående forskel var den tid der blev brugt på den enkelte hund, det hele foregik stille og roligt og man kunne både se og mærke at hund og fører lige så stille slappede af og sænkede skuldrene, så at sige. Var en hund lidt utryg ved at blive målt, tog dommerne sig tid til at vente lidt og prøve igen senere i bedømmelsen.

Dommerne gjorde opmærksom på at dagens bedømmelse havde til formål at vise hundens grundlæggende kvaliteter, derfor ville man gå helt ned i detaljerne. Det er umuligt at nå på en almindelig udstilling hvor de typisk vil have tre minutter til hver hund, incl. papirarbejde.

Så gik dommerne ellers i gang… Der blev målt, talt tænder, kigget på øjne, pelskvalitet og farve, og om faner og behæng på ørerne var i orden. For hanhundenes del også om testiklerne var på plads.  Man studerede vinkler, knoglebygning og muskulatur og der blev kigget på bevægelser i alle gangarter, set fra siden, forfra og bagfra. Hundens temperament blev også bedømt og kommenteret. Bedømmelserne blev fulgt af en grundig forklaring, så man ikke var i tvivl om hvorfor den blev givet.

F.eks. blev vigtigheden af at en hund har gode vinkler forklaret. Hundens vinkler i skuldre og bagparti fungerer som affjedring og støddæmpning. Er vinklen i skulderen for stejl eller lige, vil hunden få mange stød direkte ind i leddene og hurtig kunne blive slidt. Det har også betydning for skridtlængden og har en hund stejle vinkler for og bag vil dens spring blive kortere og ikke jordvindende som hvis de var korrekte. Det koster også hunden mange flere kræfter at løbe når ”mekanikken” ikke er helt i orden. Det er derfor noget vi skal være meget opmærksom på, da vi jo ønsker at vores hunde skal have et langt og smertefrit arbejdsliv.

Vi gik hjem med en forståelse af hvordan vores hunde var skruet sammen, og hvad man skal være opmærksom på når man evt. skal kigge efter en avlspartner til sin hund. Selv med det faktum at dommerne nok skal se det de skal se selvom føreren ikke er så erfaren, blev der alligevel opfordret til at man laver lidt ringtræning derhjemme.

Det var en rigtig god og lærerig dag! Tak til dommerne, som også gav udtryk for at de var glade for at have været en del af at starte dette nye projekt op.

Resultaterne bliver registreret hos DKK, dog ikke hunde under 18 mdr. De får en foreløbig bedømmelse som kun bliver registreret i Langhårsklubbens database.

DK08210/2017 Balto, opdrætter Charlotte Bæk Lauridsen, ejer og fører Hans Petter Lauridsen. – Excellent.

DK13236/2019 Riko, opdrætter, ejer og fører Charlotte Bæk Lauridsen. – Very Good.

DK13237/2019 Rispa, opdrætter Charlotte Bæk Lauridsen, ejer og fører Gitte Becher. – Very Good.

DK16342/2021 Ficka v. Haus Forst, opdrætter Stephan Dick, ejer og fører Peter Norlin. – Very Good.

DK06635/2020 Sjørslev´s Miss Tara, opdrætter Holger Pedersen. – Good. Unghund under 18 mdr. derfor er det en midlertidig bedømmelse.

DK06088/2020 Fie, opdrætter, ejer og fører Steen Andersen. – Very Good. Unghund under 18 mdr. derfor er det en midlertidig bedømmelse.

Se flere billeder og videoer af bedømmelserne på Langhårsklubbens Galleri