aktiviteter.jpg
  •  

Hvorfor nu det?

Er udstilling noget for mig og hvad kan jeg bruge det til?

For mange der kommer på udstilling med deres Tysk Langhår, er det et spørgsmål om, at hunden som minimum skal  have 2 x  præmieringen Very Good på en anerkendt udstilling for at indgå i avl. For mange andre er hundeudstillinger en sport.
For alle gælder det, at det er en mulighed for at være sammen med sin hund på en anden måde end jagt og prøver, samt endnu et bidrag i socialiseringen af hunden i forhold til samvær med andre mennesker og hunde.

For jagthundene er det ikke en egentlig skønhedskonkurrence, men mere en bedømmelse af om hunden er rigtig bygget, har et korrekt bid og et godt hårlag, det er faktorer som gør den i stand til at udføre sin opgave som jagthund.
Hundens konstruktion af f.eks. bagpartens kryds og vinkler har betydning for om den er i stand til at løbe med lethed og kunne holde en hel dag på jagt.
Et godt hårlag med ordentlig udviklet underuld, vil gøre dem i stand til at tåle kulde og endog svømme i koldt vand om vinteren.
Disse og flere ting som er specifikke for netop Tysk Langhår, er nedfældet i racens standard som ligger til grund for dommerens vurdering af den enkelte hund.
Det er vigtigt at det er hunde som med rimelighed opfylder rammerne for racens standard der indgår i avlen.

Der vægtes også et godt og stabilt temperement, som vil vise sig på udstillingen når hunden skal fungere blandt mange mennesker og hunde og når dommeren skal kunne røre hunden over hele kroppen og se tænder o.s.v. Her vil lidt Ringtræning være nyttig!
Er vores hund så oven i købet, både smuk at se på og med et dejligt vindende væsen så giver det helt klart plusser på kontoen..

Den perfekte hund er ikke født endnu og alle vore hunde har både plusser og minusser med i bagagen. Når man kender sin hunds stærke og svage sider, vil det kunne hjælpe med at vurdere om den har kvaliteterne til at  indgå i avlen og hvad man skal være opmærksom på hos den han/tæve man vælger som partner.

Husk, uanset hvordan det går har man jo sin dejlige hund med hjem igen!!!

Hvor og hvornår?

Der afholdes en lang række anerkendte udstillinger rundt i landet. Langhårsklubben er direkte involveret i 5-klub udstillingerne på Sjælland og i Jylland i januar/februar, samt FJD-udstillingen på Fyn i juni.
Disse udstillinger opfattes som “vore egne” og er udstillinger i en meget afslappet form, kun for jagthunde. Derudover afholder Dansk Kennel Klub (DKK) en lang række nationale og internationale udstillinger, disse udstillinger afholdes løbende gennem hele året. Se HER

Hvordan tilmelder jeg?

Der er mulighed for at tilmelde sig elektronisk til de fleste udstillinger via Hundeweb. Der findes også invitationer til udstillinger i Jagthunden, på fjd.dk og her på Langhårssiden. De oplysninger du skal bruge om hunden, findes på hundens stamtavle.

Grupper og klasser

På en udstilling bliver hundene opdelt i klasser efter alder og køn:

Hvalpeklasse – alder 6 – 9 mdr. (uofficiel klasse)

Juniorklasse – alder 9 – 18 mdr.

Mellemklasse – alder 15 – 22 mdr.

Åben klasse – alder fra 15 mdr.

Brugshundeklasse – alder fra 15 mdr.

Championklasse – alder fra 15 mdr.

Veteranklasse – alder fra 8 år.

Hundene bliver først bedømt enkeltvis og altså ikke i konkurrence med andre hunde. Efter den individuelle bedømmelse, fortages en placeringsbedømmelse blandt hundene i klassen og senere inden for racen.

De mindre udstillinger har ikke Mellemklasse..

Hvordan foregår det?

Hvis du er tilmeldt en udstilling, vil du ca. 1 uge før udstillingen modtage materiale som udstillingsnr. og kørselsvejledning..
På selve udstillingsdagen er det en god ide at møde op i god tid inden bedømmelsen. Du og hunden har brug for lidt tid til at vænne sig til de nye omgivelser, og til at finde hvor i skal være.
I vil blive kaldt i ringen når det er jeres tur, men følg med i rækkefølgen så I er klar. I ringen stilles op i nummerrækkefølge med de øvrige hunde, der er kaldt ind.

På en typisk udstilling foregår det nogenlunde sådan:

Man bliver bedt om at løbe et par runder i ringen for at dommeren kan se hundene i bevægelse, her skal hunden trave pænt ved din venstre side og ikke hoppe og danse afsted. Herefter vil dommeren efter tur hilse på hundene og se på tænderne, hos hanhunde vil der blive mærket efter om begge testikler er på plads.
Hundene bedømmes nu enkeltvis, I vil blive bedt om at løbe lige frem og lige tilbage i ringen, hvorefter du skal stille hunden op så dommeren kan se den ordentligt. Hunden behøver ikke stå helt stille under bedømmelsen, men den må ikke sidde eller ligge.
Dommeren vil muligvis måle hundens højde, for at se om den ligger inden for de krav der gælder for racen.
Under bedømmelsen vil dommeren diktere en “kritik”  til ringsekretæren, hvor han beskriver sit syn på hunden. Kritikken vil man kunne læse på hundeweb, eller få på SMS.

Bånd og titler – hvad betyder de?

Der uddeles i forbindelse med bedømmelsen af hunde en lang række bånd med forskellig farve afhængig af bedømmelse/præmiering

Særdeles lovende (hvalpeklasse): Lyserødt bånd
Lovende (hvalpeklasse): Lyseblåt bånd
Mindre lovende (hvalpeklasse): Gult bånd
Racens bedste hvalp: Rød roset

Excellent: Rødt bånd
Very Good: Blåt bånd
Good: Gult bånd
Sufficient: Grønt bånd
Disqualified: Gråt bånd
Cannot Be Judged: Brunt bånd
CK (championkvalitet): Rosa bånd
HP (hæderspræmie – avls- og opdrætsklasse): Lilla bånd
1. vinder: Rødt bånd:
2. vinder: Blåt bånd
3. vinder: Gult bånd
4. vinder: Grønt bånd
Dansk certifikat (CAC): Rødt/hvidt bånd
Internationalt certifikat (CACIB): Hvidt bånd
Reserve-CACIB: Orange bånd
Dansk championat: Rødt/grønt bånd
BIR (Bedst i racen): Rød/gul roset
BIM (Bedst i modsat køn): Grøn/hvid roset

Yderligere oplysninger kan findes på DKK´s hjemmeside og Hundeweb.

Alle anerkendte udstillinger afvikles efter Dansk Kennel Klubs udstillingsregler, som kan læses på www.dansk-kennel-klub.dk.