avl.jpg
  •  

Drægtighed og Fødsel

Tegn på drægtighed:

Efter en vellykket parring begynder man at spejde efter små tegn på at tæven også er blevet drægtig. Er hun mere kontaktsøgende end ellers, ændrer appetitten sig?
Rimelig sikre tegn på drægtighed er når patterne bliver hævede og lyserøde, ca 25 – 30 dage efter parringen. Der vil også komme klart udflåd efter ca. en måned.

Appetitten kan forsvinde i starten, så må man kræse lidt for hende til den kommer igen..

Generelt:

Perioder med appetitløshed i begyndelsen af drægtigheden er helt normalt og ikke farligt. Men går tæven fra foderet de sidste tre uger før fødsel kan det blive et problem, da hvalpene vokser hurtigt i denne periode og hun har brug for meget energi.

I den første fase af drægtigheden fra parring og frem til den 6. uge bør tævens vægt ikke stige med mere end 10% af dens normalvægt. Fostrene udvikler sig ikke så hurtigt og der er ikke behov for meget ekstra energi.

Fra dag 42 ændres hastigheden! Tæven går ind i den sidste tredjedel af drægtigheden. Fostrene udvikler sig nu hurtigt, deres skeletter der begyndte som brusk, mineraliseres nu og deres vægt stiger.
Det utrolige er – at tre fjerdedele af væksten finder sted i den sidste tredjedel af drægtighedsperioden!!
Ved et stort kuld hvalpe vil tævens foder og energibehov stige med over tre gange det normale…

Undgå at give tæven kalktilskud under drægtigheden! Ny velbeskrevet viden viser at i stedet for at forebygge, ØGER det risikoen for Kalkchok, fordi balancen mellem Kalk og Fosfor bliver forskubbet.

Et godt hvalpe/drægtighedsfoder indeholder nøjagtigt det tæven har brug for. Skift til dette foder i den sidste tredjedel af drægtigheden, bland foderet over nogle dage og lav foderskiftet glidende så tæven ikke får problemer med maven.
Man kan med fordel give foderet i mindre portioner fordelt over dagen, da hun ikke kan spise så meget af gangen efterhånden som hvalpene fylder mere og mere.

Giv tæven en ormekur ca. 3 uger før fødslen, da ormelarverne ligger i dvale (i muskler og lever) og vågner op til dåd når hun bliver drægtig! Den drægtige tæve smitter sine ufødte fostre gennem moderkagen hvor de “vækkede” larver vandre til fostrene. Alle hvalpe fødes inficeret!
Da de ydermere smittes via modermælken er hvalpene udsat for massiv smitte de første 5 leveuger, og skal derfor have ormekur af flere gange under opvæksten.

Sørg for at tæven bliver motioneret og holdt i form under drægtigheden uden dog at overdrive, det vil gøre fødslen lettere.

Beskrivelse af hvalpenes udvikling, uge for uge

1.+2.+3. uge:

Efter vellykket parring transporteres de befrugtede æg ind i æggelederen, hvor celledelingen starter.
Efter ca. 8 – 12 dage består fosteret af 16 celler, også kaldet Morula-stadiet, i den størrelse kommer det ind i livmoderen.
I livmoderen fortsætter celledelingen. Fosteret er i den kommende uge ikke fæstnet til livmodervæggen, men flyder frit omkring.
Efter ca. 3 uger, med en variation mellem 17 – 22 dage, er fostrene ligeligt fordelt i de to livmoderhorn og er nu igang med at vokse fast på livmodervæggen.
Man kan sige at hvalpene ligger i livmoderhornene som “Perler på en snor”.


Fostrene er på dette tidspunkt ca 1 cm. lange og minder om en lille fisk med udvækster, som senere bliver til for- og bagben.
Der hvor fosteret er vokset fast på livmoderen, dannes moderkagen som bliver fosterets forbindelse med moderen.
Igennem moderkagen som også kaldes Placenta, tilfører tæven de næringsstoffer som fosteret skal bruge i den kommende udvikling.
Fosteret forbindes med moderkagen via sin navlestreng.

4. uge:

Man kan nu tydelig skelne for- og bagben. Øreflipperne er synlige som en lille fold og ører og øjne bliver dannet i denne uge.
Fosterhinderne kan i dette stadie føles som bobler på ca. 2½ cm størrelse.

Hvis man med sikkerhed skal kunne fastslå en drægtighed ved at føle på bughulen (palpation) kræver det en meget rolig og slank tæve.
Drægtigheden kan påvises ved ultralydsscanning fra dette tidspunkt.

5. uge:

I denne uge formes øjenlågene og følehårene på overlæben og over øjnene anlægges.
Øreflipperne vokser så de næsten dækker over anlægget til øregangen.
5 par dievorter med mælkekirtler, samt de ydre kønsorganer begynder deres udvikling.
I løbet af denne uge vil fosterets poter begynde at forme det der senere bliver til trædepuder og tæer.
Omkring dag 33 lukker ganen, så efter denne dag kan ganespalte ikke opstå.
I det hele taget er den mest risikofyldte tid, hvor kemikalier og andre stoffer kan skade fosteret, nu overstået.
Her begynder også dannelsen af tarmsystemet, som på dette tidspunkt endnu befinder sig i navlestrengen.

6. uge:

Øreflipper og øjenlåg vokser og dækker i slutningen af ugen henholdsvis øregang og øjne.
De ydre kønsorganer begynder at forandre sig i retning af han- og hunkønsorganer.
I starten af ugen adskilles tæerne helt, og i slutningen af ugen vil kløerne blive dannet.
Følehårene begynder at vokse ud af de anlæg der blev dannet ugen før.
Tarmsystemet forlader nu navlestrengen og befinder sig i den endelige placering i bughulen.

Afhængigt af antallet af hvalpe i livmoderen vil maven tiltage en lille smule i omfang.

Foderet bør fra nu af være specialfoder til drægtige tæver/hvalpe.

7. uge:

I løbet af denne uge vil kropsbehåringen vokse ud, og farvemarkeringer vil kunne ses.
Poterne og trædepuderne er efterhånden færdigdannede. Fosteret ligner nu den færdige hvalp, men kan ikke overleve udenfor livmoderen.
Fra dette tidspunkt er det egentlig kun størrelsen der øges.
Forbeningen i knoglerne er nu så fremskreden at man fra dag 49 kan se fostrene på røntgenbilleder.

Det er nu for første gang i drægtigheden muligt at se fosterbevægelser.
Tævens mave er i de fleste tilfælde tydeligt forstørret og mælkeproduktionen er begyndt.

8. uge:

Fosteret er færdigdannet og kan nu føles, til tider kan fostrenes hjerteslag høres.
Tæven er nu nærmest besværet af sin vægt og sit omfang og mælkekirtlerne er spændte og fulde af mælk.
Hun vil også tabe pelsen omkring patterne, så hvalpene bedre kan sutte.

9. uge:

Den sidste uge af drægtigheden forbereder tæven sig på fødslen, hun bliver mere stille og interesserer sig ikke så meget for at lege og vil være mindre social end normalt.
De sidste 2-3 døgn bør man reducere fodermængden med ca 30%, og i det sidste døgn før fødslen vil tæven normalt ikke æde.
Fra ca. 60. dagen kan fosteret overleve uden for livmoderen.

Forberedelser til fødselen:

Man bør have en fødekasse klar i god tid, så tæven har tid til at vænne sig til den og bygge rede. Op til fødslen vil hun grave i kassen så giv hende nogle tæpper og klude hun kan “om-arrangere”.
Kassen skal være så stor at hun kan ligge helt udstrakt, og gerne med rundstokke ca 8-10 cm fra kassens sider så hvalpene ikke bliver klemt når tæven flytter sig rundt.
Et passende mål på kassen for en Langhår, kunne være 100 cm x 120 cm, evt. større, og ca 40 cm i højden.
Et godt underlag i kassen når hvalpene er kommet er Vetbed tæppe, som altid vil føles tør på overfladen da det lader væske passere. Tæppet kan købes i metermål og kan vaskes ved 60 gr i vaskemaskinen.

For bedre at kunne forudsige den nøjagtige dag for fødslen, kan man den sidste uge op til tage tævens temperatur 2 x dagligt, morgen og aften.
Temperaturen tages med et ganske alm. “mennesketermometer” som føres et par cm ind i tævens endetarm i 1-2 min.
Herved får man et overblik over hvordan tævens temp. svinger normalt.
Når der konstateres et temperaturfald, kan man med fordel tage temp. hver 3-4 time.
Når temperaturen ligger ca. 1-1½ grad under det normale ved flere målinger med nogle timers mellemrum, vil fødslen gå igang indenfor 12-24 timer.

Tævens skederegion bliver i ugen op til fødslen stor og slap.
Bækkenmuskulaturen afslappes og hun kommer til at se mere “hængemavet” ud, hos nogle tæver vil der være voldsom mælkespænding flere døgn før fødslen.

Opblokningsfasen:

Umiddelbart før fødslen vil hun blive urolig og rastløs og puste og halse meget, hun vil også grave i sin fødekasse og man må lade hende rode og regere som hun vil.
Grunden til hendes uro er opblokningsveer, disse veer baner vejen og presser fosterhinden fra den første hvalp ned i fødselsvejen.
Denne fase kalder Opblokningsfasen, den kan vare mellem 4-12 timer.
Nogle tæver vil helst være i fred i denne periode, andre vil gerne “holde i hånd”.

Hold under alle omstændigheder opsyn med tæven, hun vil have behov for at komme ud og tømme både blære og tarm mange gange.
Det vil være klogt at holde hende i line når hun luftes umiddelbart før fødslen da det er stærke instinkter der tager over, og nogle tæver vil forsøge at gemme sig udenfor og grave sig en hule til hvalpene.

Efterhånden som timerne går tiltager intensiteten af tævens halsen, og hun vil indimellem få rysteture og sitre.
Det er også helt normalt at hun kaster op undervejs, undlad at tilbyde foder men gerne vand.

Uddrivningsfasen (fødslen):

Når fødselsvejen er udvidet og den første hvalp er presset helt ned i bækkenet, starter de rigtige presseveer. Selve fødslen begynder med spredte presseveer som tager til i intensitet indtil hvalpen er født.
Det første man ser er en mørk væskeblære, den yderste fosterhinde. Undlad at rive hul på den, da den udvider fødselsvejen. Den vil på et tidspunkt springe af sig selv og væsken “smører” fødselsvejen.

Normalt fødes den første hvalp inden for 30 min. efter at veerne er begyndt. Har tæven kraftige presseveer i mere end en time uden en hvalp er født, bør man kontakte dyrlægen.

Hvalpen fødes indpakket i den inderste fosterhinde, og tæven slikker/bider hul på den med det samme hvalpen er født.
Hvalpen skal befries for hinden inden for et minut og mund og næse befries for slim så den kan trække vejret.
Kommer hvalpene tæt og moderen har svært ved at overskue det, må man hjælpe til med at rive hul og fjerne slimen.

Tæven vil nu bide navlestrengen over, hold øje med at hun ikke bider dem for kort/tæt på hvalpen, da det kan give årsag til infektion og evt. navlebrok, 3-4 cm er passende længde. Her kan det også være nødvendigt at hjælpe til og “nive” eller klippe navlestrengen over.

Nu vil hun slikke hvalpen ren, det kan se hårdhændet ud men er en vigtig stimulering af hvalpens vejrtrækning.
Man kan med fordel hjælpe hende ved at tørre hvalpene med et rent håndklæde.

Nogle gange komme efterbyrden sammen med hvalpen eller lige efter, tæven vil hurtigt æde den men tæl efter hvor mange der kommer, det skal passe med antallet af hvalpe.
Det kan være nødvendigt at fjerne nogle af moderkagerne hvis det er et stort kuld, da det kan blive for meget for tæven at rydde op og hun vil kaste dem op igen.

Et interval på en halv til en hel time mellem hvalpene er normalt, ofte kommer der to tæt på hinanden efterfulgt af en pause.
Dog er det ikke usædvanligt at de sidste i et stort kuld lader vente lidt længere på sig.

Det kan være svært at vurdere hvornår fødslen er færdig, især hvis man er nybegynder.
Et godt tegn er at tæven virker rolig og afslappet og lægger sig veltilfreds og dier sine  hvalpe.

Er man undervejs i forløbet i tvivl om tingene er som de skal være, så tilkald dyrlægen!!

Efter fødslen:

Det kan være en god ide at få dyrlægen til at undersøge både tæven og hvalpene efter fødslen, og sikre sig at hun er helt tom.
Dyrlægen vil ofte give tæven en Kalkindsprøjtning for at undgå Kalkchok. Kalkchok kommer typisk 2-3 uger efter fødslen hvor tæven begynder at lægge mere mælk ned.  Han vil også give en indsprøjtning der får livmoderen til at trække sig sammen. Det sætter også gang i mælkeproduktionen!

Tæven vil oftest have svært ved at forlade hvalpene mange minutter af gangen de første dage, hvorfor det kan være nødvendigt at overtale og følge hende ud af hvalpekassen når hun skal besørge eller spise.

Det er ikke unormalt at tæven kan have let feber op til en uge efter fødslen, normaltemperaturen ligger mellem 38 – 39 gr. Hun har feber når temperaturen kommer over 39.3 gr. Kontakt dyrlægen hvis temperaturen stiger!!
Mærk efter om nogle af mækekirtlerne bliver ømme, varme og hårde, da det kan være tegn på yverbetændelse og årsag til feber. Det er vigtigt at det bliver behandlet!!
Der kan ses udflåd hos tæven 4 – 6 uger efter fødslen, hold øje med at udflåddet ikke bliver ildelugtende og at tæven alment har det godt.

Sørg for at der er en god varme i det rum hvalpene opholder sig, da de er ude af stand til at regulere deres egen kropstemperatur de første uger. Varme er en af de vigtigste midler til at holde sygdom hos nyfødte hvalpe fra døren. Mave- tarmsystemet går i stå ved kropstemperatur under 35 grader. Hvis hvalpene fryser vil de være urolige og pibende.

Hvis alt er gået uden komplikationer, følger en dejlig tid med at betragte hvor dygtigt en hundemor passer sine hvalpe..
Når de første par uger hvor hvalpene er lidt sarte og hjælpeløse er forbi, følger en tid med stor glæde og en masse arbejde når hvalpene skal Præges…